Det er ikke mange år siden, at den bedste fodboldrække i Sverige lå på niveau med den øverste række i Danmark, når gjaldt om at lokke tilskuere på stadion.

Sådan er det ikke længere.

I dag halter Superligaen langt efter Allsvenskan, når det kommer til at fylde pladserne på stadion.

Forårssæsonen i Superligaen havde i gennemsnit 5.736 besøgende gæster per kamp. I samme periode har Sveriges bedste fodboldrække i gennemsnit lokket 8.594 personer på stadion.

Meget lader altså til, at det gennemsnitlige tilskuertal ender højere i Sverige end i Danmark for fjerde sæson i træk.

På den anden side af Øresund er der dog ingen grund til at juble over udviklingen, selvom Allsvenskan har næsten 3.000 flere besøgende per kamp end Superligaen.

Den bedste svenske fodboldrække har på blot to sæsoner mistet næsten hver tiende tilskuer, og noget kan tyde på, at den negative udvikling fortsætter i denne sæson, hvor det gennemsnitlige tilskuertal efter første halvdel af sæsonen er det laveste i fem år.

I forhold til 2017 har 2018 budt på 6.823 færre tilskuere per spillerunde efter de første 15 runder af turneringen. Det svarer til en nedgang på 8,4 procent.

Opblomstring i 00’erne

Op igennem 00’erne var tilskuertallene også markant højere i Allsvenskan end i Superligaen. Fra 2000 til 2002 steg det gennemsnitlige tilskuertal med 1.500 om året i den bedste svenske fodboldrække, og frem til 2007 var gennemsnittet i Allsvenskan blot en enkelt gang lavere end 9.000 tilskuere per kamp.

Det var i 2005, da storklubben AIK ufrivilligt tog en sæson i den næstbedste række, Superettan.

To år senere nåede Allsvenskan det højeste tilskuergennemsnit i 43 år, da 10.258 tilskuere i gennemsnit besøgte kampene i Sveriges bedste fodboldrække i 2007-sæsonen.

Året efter faldt gennemsnittet dog med 24 procent, og i 2010 var antallet af besøgende i Allsvenskan helt nede på 6.547 tilskuere per kamp.

Det er nærliggende at give finanskrisen skylden, men forklaringen ligger formentligt et helt andet sted, for det samlede antal tilskuere var i 2008 og 2009 på niveau med 2007-sæsonen.

I 2008 blev Allsvenskan udvidet med to ekstra hold, og med 32 procent procent flere kampe, men næsten lige så mange tilskuere i alt, faldt gennemsnittet per kamp naturligvis.

10 år senere – i 2017 – var der i alt 16,8 procent flere tilskuere til kampene i Allsvenskan sammenlignet med 2007. Gennemsnittet i 2017 lå dog 11,4 procent under tilskuergennemsnittet fra 2007 på grund af 58 flere spillede kampe kampe i forhold til 2007-sæsonen.

De mange flere kampe er dog langt fra eneste årsag til, at det gennemsnitlige tilskuertal faldt i Allsvenskan efter 2009.

I 2009 endte hovedstadsklubben Hammarby sidst i ligaen og måtte en tur ned i den næstbedste række. Som med AIK’s nedrykning i 2004, var det noget, der kunne mærkes på tilskuerpladserne i Allsvenskan, og i 2010 raslede det gennemsnitlige tilskuertal i Allsvenskan ned med 18 procent.

Den store nedgang var ikke kun et resultat af Hammarbys sportslige deroute.

Flere af de store klubber oplevede i 2010 en massiv nedgang i forhold til 2009. AIK mistede mere end 5.000 tilskuere per kamp, IFK Göteborg mistede mere end 3.300 tilskuere per kamp, ligesom Djurgården gik fra 9.435 til 7.178 tilskuere per kamp i 2010.

Fire ud af 14 hold oplevede en fremgang i 2010, og af de tilbageværende hold fra 2009-sæsonen var kun Malmö FF og Helsingborg tilskuermæssigt i plus, da 2010-udgaven af Allsvenskan blev fløjtet af.

Foto: Robert Hendel

Tilskuerfremgang trods fem år på anden klasse

Det siges, at der i Hammarby kommer der flest tilskuere, når det går dårligt for holdet. Det kunne klubben dog ikke mærke, da nedrykningen blev en realitet. I 2010 var næsten 34 procent af tilskuerne forsvundet i forhold til sæsonen forinden, hvor klubben lå i Allsvenskan.

Mens lokalrivalerne fra AIK hurtigt kom tilbage til Allsvenskan efter nedrykningen i 2004, måtte Hammarby leve med fem sæsoner i den næstbedste række, og det var blandt andet medvirkende til et tilskuermæssigt opsving i Superettan fra 2010 til 2014.

I 2010 blev tilskuergennemsnittet i Sveriges næstbedste fodboldrække forøget med 36,8 procent i forhold til 2009.

En stor del af tilskuerne kom Hammarby med. De første tre sæsoner i Superettan lagde klubben fra land med mere end 10.000 tilskuere i gennemsnit. Langsomt faldt tilskuergennemsnittet dog i takt med, at klubben missede sin mulighed for oprykning.

Alligevel er der lidt om, at der i Hammarby kommer flere tilskuere, jo dårligere det går for holdet, for opbakningen til klubben steg år for år, mens den rodede rundt i den næstbedste række.

Fra 2010 til 2012 voksede Hammarbys tilskuergennemsnit med 11 procent om året, og fra 2013 begyndte folk for alvor at valfarte til klubbens hjemmekampe.

Efter syv hjemmekampe i 2013 skiftede Hammarby hjemmebane fra det gamle, slidte Söderstadion til det topmoderne Tele2 Arena med plads til 34.000 tilskuere. I løbet af de sidste otte hjemmekampe i sæsonen havde klubben besøg af næsten 45.000 flere tilskuere, end det var tilfældet på det gamle stadion.

Tilskuerinteressen tog yderligere til i 2014-sæsonen, hvor Hammarby efter fire forgæves forsøg landede på en af de to oprykningspladser. Da havde klubben i gennemsnit budt mere end 20.000 tilskuere indenfor i Tele2 Arena.

Ingen anden klub i Norden kunne i 2014 blære sig med et lige så højt gennemsnit som Hammarby, som altså fedtede rundt i Sveriges næstbedste række.

Tilskuer-opturen fortsatte i 2015 for Hammarby, da klubben gjorde comeback i Allsvenskan. Med et gennemsnitligt besøg af 25.507 tilskuere per hjemmekamp, havde Hammarby overgået Örgrytes 56 år gamle rekord, som lød på 25.490 tilskuere per kamp.

I 2016 og 2017 har Hammarby dog oplevet nedgang i blandt stadiongængerne, men efter den første halvdel af denne sæson lader der atter til at være fremgang at spore. Efter 15 spillerunder af 2018 er Hammarbys tilskuergennemsnit 1,8 procent højrere end på samme tidspunkt i 2017.

Mere end to millioner tilskuere på en sæson

Hammarbys publikumsvækst er langt fra eneste årsag til, at der i 2015 var 40 procent flere mennesker til fodbold i Allsvenskan. Flere af de store klubber oplevede ligeledes en massiv opbakning på tribunerne.

Seks af de tilbageværende 12 hold havde en tilskuervækst på mere end 20 procent, og det var især storklubberne AIK, IFK Göteborg og Malmö FF, som oplevede, at det væltede ind med tilskuere i forhold til sæsonen før.

For første gang nogensinde var der besøg mere end to millioner tilskuere på en enkelt sæson. De 240 kampe i 2015-sæsonen tiltrak samlet knap 2,4 millioner tilskuere – næsten 700.000 flere tilskuere end året forinden.

2016 og 2017 havde ligeledes besøg af mere end to millioner tilskuere, og efter den første halvdel af 2018 har lidt mere end én million tilskuere besøgt kampene i Allsvenskan.

Derfor kan noget tyde på, at 2018-udgaven af Allsvenskan bliver den fjerde i streg, hvor tælleapparaterne klikker mere end to millioner gange.

Nyt stadion kun en del af forklaringen

Der er ingen tvivl om, at det har haft en effekt, at man byttede et gammelt, nedslidt stadion ud med en topmoderne arena.

De nye stadioner har først og fremmest plads til flere tilskuere, og de moderne faciliteter har gjort det mere attraktivt for eksempelvis børnefamilier at gå til fodbold.

Det mærkede de ikke kun til i Hammarby.

Også i Djurgården oplevede de en stigende tilskuer-interesse, da klubben sammen med Hammarby flyttede ind på Tele2 Arena. De første syv kampe i 2013 blev spillet på den gamle hjemmebane på Stockholms Olympiastadion foran 8.370 tilskuere i gennemsnit.

De sidste otte kampe i sæsonen blev spillet på Tele2 Arena, og her havde Djurgården i gennemsnit 11.611 tilskuere per kamp. En stigning på 38,7 procent.

I 2013 oplevede AIK ligeledes en stigning på 32 procent, da klubben byttede sin gamle hjemmebane Råsunda ud med Nationalarenan, Friends Arena. Det samme skete i Malmö, da Malmö FF skiftede fra Malmö Stadion til Swedbank Stadion i 2009.

Stadion-udskiftningen kan dog næppe alene forklare, hvordan en fodboldklub i den næstbedste række i Sverige konsekvent hiver mere end 20.000 tilskuere på stadion til sine hjemmekampe.

Fællesskab, selvironi og lokal forankring

Spørger man i Hammarby, er fremgangen primært et resultat af en unik klubkultur, der sætter fællesskabet højere end det, der sker på banen.

Og det er da heller ikke, fordi Hammarby er en klub, der vælter sig i fantastiske sportslige resultater, selvom klubben lige nu ligger på andenpladsen i Allsvenskan – à point med lokalrivalerne fra AIK, som ligger nummer ét.

Hammarbys eneste titel er mesterskabet for 17 år siden, og frem til 2001 sang fansene noget selvironisk, at de aldrig havde vundet noget, men at det egentligt ikke betød så meget:

Vi har aldrig vunnit Cupen,
aldrig tagit SM-guld utomhus
men vi skiter väl i det
alla vet ju vad vi é
vi é Bajen Fans ifrån Södermalm

Netop den tilgang illustrerer meget godt, at det i en klub som Hammarby ikke blot handler om at se god fodbold. Her er det nogle andre værdier, der lokker folk på stadion.

Klubben har blandt andet gjort et stort nummer ud af at fortælle folk i lokalmiljøet, at fodbold skal ses på stadion.

Koblingen til det omkringliggende lokalsamfund ser man flere steder i Sverige, hvor en by eller region står sammen om den lokale klub søndag efter søndag. Det er en autentisk fortælling, som de fleste tilhængere kan identificere sig med.

Årelang rivalisering

Den lokale forankring er formentligt også en væsentlig årsag til, at Sverige er langt rigere end Danmark, når det kommer til fodbold-rivalisering.

Et opgør mellem to klubber fra samme område skaber ofte en rivalisering, der øger interessen for kampen. Det har de forstået i Sverige, hvor rivaliseringen ikke blot foregår i byerne, men også på tværs af landets mange regioner.

I Stockholm kæmper AIK, Djurgården og Hammarby om retten til at kalde sig hovedstadens bedste.

Det hippe Södermalm-distrikt i den sydlige del af Stockholm er højborg for fansene fra Hammarby, Djurgården-tilhængerne betragter Östermalm-kvarteret som deres territorium, mens AIK har en stærk koncentration af fans i det nordvestlige Stockholm – langs byens blå metro-linje.

Amtsderbyet mellem Hammarby og AIK er et opgør mellem nord og syd. Det kaldes også for “Tvåfärgsderbyt”, og møderne mellem Djurgården og Hammarby går under navnet “Innerstadsderbyt”.

Opgøret mellem AIK og Djurgården anses for at være Sveriges vigtigste derby – et møde mellem Stockholms to mest succesrige klubber. De to klubber er begge stiftet i 1891, og derfor har kampene mellem de to hold fået navnet “Tvillingderbyt”.

De to holds fanklubber er i øvrigt også stiftet inden for samme år – i 1981.

Foto: Robert Hendel

Rivalisering inden for bygrænserne finder man også i Sveriges næststørste by, Göteborg. Her kæmper IFK Göteborg, GAIS, Örgryte og BK Häcken om titlen som det bedste hold i byen. I øjeblikket dog i hver sin række – IFK Göteborg mod BK Häcken i Allsvenskan, og Örgryte mod GAIS i Superettan.

IFK Göteborg nøjes dog ikke med rivaler fra samme by. Hadeopgøret mellem IFK Göteborg og AIK er et af de ældste i Sverige. Ingen rivaler i svensk fodbold har mødt hinanden i ligaen lige så mange gange som de to klubber.

Det er samtidigt også opgøret mellem de mest succesfulde klubber i Sveriges største og næststørste by.

I 2009 mødtes AIK og IFK Göteborg på Gamla Ullevi i den sidste kamp i sæsonen. IFK Göteborg skulle vinde kampen for at blive svensk mester – ellers ville mesterskabet havne i Stockholm hos AIK.

IFK Göteborg løb ind i sæsonens første nederlag på hjemmebane, og AIK løb med mesterskabet. Da de to hold mødtes igen en uge senere i den svenske pokalfinale, sikrede AIK sig The Double med en sejr på 2-0.

Den sæsonafslutning forklarer muligvis, hvorfor opgøret siden 2009 har fået tilnavnet Sveriges El Clásico af svenske sportsjournalist Robert Laul.

Kampene mellem IFK Göteborg og Malmö FF går under navnet Mesta mästarmötet og hører til blandt de største rivalopgør i Sverige. Det er mødet mellem de to mest vindende klubber i svensk fodbold – og de eneste klubber, der har været i en europæisk cup-finale. Denne rivalisering toppede i 1980’erne, da begge klubber var totalt dominerende i svensk fodbold.

Alle opgør mellem to hold fra Skåne får prædikatet Skånederby. Det mest profilerede Skånederby er dog “slaget om Skåne” – opgøret mellem Malmö FF og Helsingborg.

At dette derby trækker størst opmærksomhed i Skåne, er der to åbenlyse årsager til. Det er ikke bare et opgør mellem de to mest vindende klubber i Skåne, men også en kamp mellem de to største byer i regionen.

Foto: Robert Hendel

En stor del af de mange svenske rivalopgør går adskillige år tilbage. Oftest er det modsætninger som klasseskel, der ligger til grund for rivaliseringen.

Det er eksempelvis ikke et særsyn, at klubber støttes af enten arbejdere, borgerskabet eller middelklassen, og på den måde bygger en stor del af de klassiske opgør også på historiske, sociale, kulturelle og politiske spørgsmål. De modsætninger ser vi ikke på samme måde i Danmark.

Måske skyldes det, at de 16 bedste klubber i Allsvenskan i gennemsnit har 32 år mere på bagen end de 14 klubber i den danske Superliga, ligesom de store derbykampe i Stockholm og Göteborg går mere end 100 år tilbage.

Sådan er det langt fra i Danmark, hvor det første rigtigt store rivalopgør opstod for mindre end 30 år siden.

Når det kommer til klub-rivalisering i Superligaen, står de danske klubber derfor over for en kæmpe udfordring. Mange af klubberne i toppen af dansk fodbold har en relativt kort historie og derfor ganske få traditioner og minder.

Det er en af slagsiderne ved de mange fusionsprojekter, som er dukket op i dansk klubfodbold i de seneste to-tre årtier.

En stor del af fankulturen handler nemlig i høj grad om de minder, traditioner og historiske øjeblikke, der bliver delt fansene imellem.