Superligaklubbernes evne til at lokke tilskuere på stadion har længe været på vej i den forkerte retning.
Halvdelen af holdene i Superligaen spillede i 2017/18 for færre tilskuere end sæsonen før, og på fem år er antallet af tilskuere per Superliga-kamp faldet med mere end 25 procent.
End ikke et mesterskabsslutspil med mere end 10.000 tilskuere i gennemsnit per kamp ændrer på, at 2017/18-sæsonen sluttede med det laveste tilskuergennemsnit i 16 år.
En af hensigterne med slutspillet var at øge antallet af kampe mellem de mest attraktive hold og kampe med noget på spil. Forventningen var, at det ville føre til en stigende interesse hos tilskuerne.
Det er imidlertid svært at få øje på en øget tilskuer-interesse efter to år med den nye turneringsstruktur.
Der har ganske vist været markant flere tilskuere i slutspillet end i grundspillet, og det skyldes formentligt, at det er her, medaljer og nedrykning falder på plads.
Tendensen er nemlig den samme over 20 år, hvor der i blot tre sæsoner har været færre tilskuere i gennemsnit i de seneste 10 runder af turneringen i forhold til de øvrige spillede runder.
Set over de seneste fem sæsoner er tilskuergennemsnittet per Superliga-kamp i de sidste 10 runder aftaget med 20 procent, og på 10 sæsoner lyder tilbagegangen på 26,4 procent.
Selvom slutspillet har flere tilskuere per kamp, har det ikke vist sig at hæve tilskuertallene væsentligt over en hel sæson. Faktisk skal man helt tilbage til 2000/01-sæsonen for at finde et tilskuergennemsnit per kamp i de 10 sidste runder af turneringen, der ligger markant lavere end gennemsnittet for den netop overståede sæsons slutspil.
Spændingen om medaljefordelingen lader heller ikke til at have rykket nævneværdigt på tilskuerinteressen i forhold til sæsonen forinden, hvor FC København og Brøndby IF nærmest havde fordelt guld- og sølvmedaljerne, inden slutsspillet gik i gang. I forhold til 2016/17 er der tale om en stigning på 65 tilskuere per kamp i slutspillet – det er en stigning på cirka én procent.
Billedet er det samme i andre ligaer, hvor man har forsøgt sig med slutspil. Her har det ikke øget tilskuergennemsnittet i betydelig grad.
18 år med slutspil i Skotland
I Skotland blev der indført slutspil i 2000/01-sæsonen. Siden da er tilskuertallet faldet med lidt omkring 2.000 tilskuere i gennemsnit, så der lige nu er i øjeblikket er knap 16.000 tilskuere per kamp i den bedste skotske række.
Slutspillet i det skotske trækker ikke væsentligt flere tilskuere på stadion end grundspillet. Dog er der markant flere tilskuere i gennemsnit til de kampe, der foregår i det øverste af de to slutspil. Det har formentligt noget at gøre med, at det også er her, de mest besøgte klubber (og dem med størst tilskuerkapacitet) huserer: Celtic FC og Rangers FC.
I de seneste syv sæsoner har Celtic FC siddet solidt på den skotske fodbold-trone, og vi skal faktisk helt tilbage til 1985 for at finde det seneste skotske mesterhold, som ikke er fra Glasgow. Siden 1966 er mesterskabet blot fire gange havnet hos en anden klub end Celtic FC eller Rangers FC – alle fire gange i 80’erne.
Og netop den manglende spænding i toppen af ligaen lader ikke ud til at påvirke tilskuertallet i negativ retning. Tilskuergennemsnittet har været relativt stabilt helt frem til 2012, hvor Rangers FC i 2012 røg på tvungen orlov fra den bedste række.
Fraværet af Rangers FC i den bedste række har kostet tilskuere. I sæsonerne efter tvangsnedrykningen af Rangers FC faldt tilskuergennemsnittet for hele ligaen- Tre år senere oplevede skotterne det laveste tilskuergennemsnit i 41 år. En del af forklaringen på det lave gennemsnit skal findes i, at i den sæson var også de to Edinburgh-klubber Hibernian FC og Heart of Midlothian FC fraværende i den bedste række i 2014/15.
I 2016 gjorde Rangers FC comeback i den bedste række, hvilket fik tilskuergennemsnittet til at stige med 46 procent. Der er dog et godt stykke op til det niveau, ligaen havde, før der var noget, der hed slutspil i Skotland.
Forbilledet fra Belgien
Heller ikke i Belgien har man oplevet et reelt tilskuerboom. Fra og med sæsonen 2009/10 blev der indført et slutspilssystem, som den nye turneringsstruktur i Superligaen på mange måder er inspireret af.
I modsætning til Skotland har der i Belgien været en del mere spænding om mesterskabet, hvor fem forskellige klubber er løbet med guldet i de seneste 10 sæsoner. Det har dog ikke givet markant flere tilskuere. Tilskuermæssigt var der under 500 flere tilskuere i 2017/18-sæsonen sammenlignet med den sidste sæson, inden slutspillet blev en del af turneringsformen i Belgien.
Blandt fodboldfans i Belgien har der været massiv modstand mod indførelsen af en turneringsstruktur med slutspil. En af årsagerne er, at denne turneringsmodel har medført, at nogle klubber nu udbyder to sæsonkort per sæson – et til grundspillet, og et til slutspillet. Ifølge fansene er det nu blevet langt dyrere at være stadion-fan, ligesom slutspillet angiveligt har gjort de indledende kampe langt mindre interessante.
Herhjemme er der dog ikke meget, der tyder på, at slutspillet alene har gjort de indledende har gjort kampene i grundspillet mindre attraktive for tilskuere på stadion. Fordelingen af tilskuere ligger efter indførelsen af slutspil på nogenlunde samme niveau som i de foregående sæsoner, hvor andelen af tilskuere i de sidste 10 runder har udgjort omkring en tredjedel af det samlede tilskuertal for hele sæsonen.
Risiko for A- og B-hold
Visse steder har der været udtrykt bekymring over udsigten til tomme tribuner hos de hold, der ikke havner i det sjove af de to slutspil – mesterskabsspillet. Det kan øge risikoen for, at der bliver skabt et A- og et B-hold i ligaen, hvor tilskuerne strømmer til i det ene slutspil, men bliver væk i det andet.
Denne bekymring bør Divisionsforeningen tage alvorligt, for i Danmark tegner der sig sådan et billede efter to sæsoner med den nye slutspilsstruktur.
Ligesom i Belgien kommer der i gennemsnit flere tilskuere på stadion, når udskillelsesløbet i grundspillet er forbi, og de seks øverst placerede hold kæmper over 10 omgange om guld, sølv og bronze. I nedrykningsspillet har kampene derimod været langt mindre besøgt.
Fem ud af de seks hold i Superligaen oplevede en fremgang i tilskuergennemsnittet i mesterskabsslutspillet i forhold til grundspillet, mens der blot var tale om en stigning hos tre af de otte hold i nedrykningsslutspillet.
To hold trækker gennemsnittet op
En af forklaringerne på, at mesterskabsspillet herhjemme har været mere besøgt end nedrykningsspillet, er selvfølgelig, at Brøndby IF og FC København har spillet med om medaljer i begge sæsoner.
Ligesom med Celtic FC og Rangers FC i Skotland er Brøndby IF og FC København de to hold, der trækker suverænt flest tilskuere på stadion. Det er også de to hold, som har plads til flest tilskuere på deres respektive hjemmebaner.
De 25 mest tilskuerrige kampe i 2017/18-sæson havde enten Brøndby IF eller FC København som den ene aktør. 24 af disse kampe foregik enten i Parken eller på Brøndby Stadion.
I slutspillet i foråret 2018 trak de to holds hjemmekampe i gennemsnit lidt mere end 19.000 tilskuere per kamp, hvor der i grundspillet var tale om godt 13.000 tilskuere per kamp – i begge tilfælde væsentligt højere end gennemsnittet for hele ligaen. Også for de øvrige sæsoner ligger gennemsnittet hos Brøndby IF og FC København højere end det samlede liga-gennemsnit.
På udebane løfter Brøndby IF og FC København gennemsnittet hos de øvrige hold.
I alt havde kampene uden Brøndby IF og FC København i den netop afsluttede sæson et samlet gennemsnit på 3.995 tilskuere per kamp. Det er 32,7 procent lavere end liga-gennemsnittet på 5.880 tilskuere per kamp.
Ni ud af 12 hold fik sæsonrekord mod enten Brøndby IF eller FC København i 2017/18. Kun i Silkeborg, Herning og Randers blev sæsonrekorden sat til en kamp mod et andet hold end Brøndby IF eller FC København.
I Silkeborg var der sæsonrekord, da AGF var på besøg i tredje spillerunde, da det nye stadion i Silkeborg blev indviet, mens de to øvrige rekorder blev sat i sidste spillerunde. Den første, da Lyngby Boldklub var på besøg i Randers i anden omgang af duellen om at undgå at ryge ud i to ekstra kampe for at forny abonnementet til Superligaen.
Den sidste rekord blev sat i Herning, da FC Midtjylland scorede guldet med en sejr over Horsens.
Skæv fordeling af hverdagskampe
Når tilhængere af jyske hold beklager sig over, at deres hold ofte spiller hjemme på hverdagsaftener, har de noget at have kritikken i.
61 ud af i alt 83 hverdagskampe i 2017/18-udgaven af Superligaen blev afviklet på et stadion vest for Lillebælt. Det svarer til 73,5 procent af sæsonens hverdagskampe. At der er flest hverdagskampe i Jylland, er ikke så bemærkelsesværdigt, da otte ud af rækkens 14 hold er fra Jylland.
Tre kampe blev spillet i Odense på en hverdagsaften, mens de restende 19 hverdagskampe er fordelt mellem de sjællandske hold. Der er altså ikke noget at sige til, at jyderne føler, at fordelingen af hverdagskampe er skæv. For det er den. I 2016/17 blev 67 af 90 hverdagskampe blev spillet i Jylland.
AC Horsens var det hold, som i 2017/18 blev hårdest ramt af hjemmekampe på en hverdagsaften – 11 ud af 18 hjemmekampe blev spillet på en hverdag – og kun fem af holdets syv weekend-hjemmekampe havde kampstart før klokken 18. De fem kampe med kampstart før klokken 18 fandt alle sted i efteråret.
I foråret 2018 havde AC Horsens to hjemmekampe, som ikke lå på en hverdagsaften. Kampen mod Brøndby IF i grundspillet den søndag den 11. marts 2018, og kampen mod FC København fredag den 27. april 2018 – på Store Bededag.
Netop afviklingen af kampe på hverdagsaftener er i mange år blevet kritiseret af fodboldfans herhjemme. I Norge har fansene ført kampagner mod mandagskampe for at få dem afskaffet – og i Tyskland har der i den forgangne sæson været massive protester mod mandagskampe.
Et væsentligt kritikpunkt har været, at de sene kampe holder tilskuere væk og gør det besværligt for udeholdets fans. Det er der måske noget om.
De få hverdagsrunder, der er i Superligaen i løbet af en sæson, trækker generelt væsentligt færre tilskuere af huse end weekend-runderne. Og de jyske hold havde generelt flere tilskuere i weekenderne sammenlignet med kampe på hverdagsaftener – selv når der bliver korrigeret for opgørene mod Brøndby IF og FC København.
Mens AC Horsens oftest spiller hjemme på en hverdagsaften, har AGF haft flest hverdagskampe i hele 2017/18-sæson. 20 ud af 36 AGF-kampe lå på en hverdagsaften – heraf ni på hjemmebane.
De mange fredags- og mandagskampe har kunnet mærkes på tilskuertallet i Aarhus, hvor gennemsnittet er 25 procent lavere til hjemmekampene på en hverdagsaften sammenlignet med weekendkampene. Selv uden kampene mod Brøndby IF og FC København trak weekendkampene i gennemsnit knap 2000 flere tilskuere.
Otte ud af de 10 hold med flest hverdagskampe har adresse i Jylland. Brøndby IF, FC København, Lyngby Boldklub og OB har spillet færrest kampe på hverdage i 2017/18.
En ting er antallet af hverdagskampe. En anden ting er, hvor i landet holdene spiller de sene kampe i hverdagene. Her er der to hold med adresse på Sjælland, der i 2017/18 blev ramt hårdere end andre, når det gælder afstanden til modstanderens hjemmebane: FC Nordsjælland og FC Helsingør.
Oprykkerne fra FC Helsingør spillede syv udekampe i Jylland på en hverdagsaften. Det er samme antal udekampe i det jyske, som AGF og FC Midtjylland havde. FC Nordsjælland spillede fem hverdagskampe på udebane på den anden side af Lillebælt i både 2016/17 og 2017/18. Ingen andre jyske eller sjællandske hold havde så mange kampe på udebane i en anden landsdel på en hverdag.
Også her er der en skævvridning i fastlæggelsen af hverdagskampene, og den er gået mest ud over FC Nordsjælland.
FC Nordsjælland har i de seneste tre sæsoner spillet 14 udekampe på en hverdag i en anden landsdel – 13 af dem i Jylland.
AGF havde en enkelt kamp på Fyn og tre kampe på Sjælland på en hverdag i 2017/18. Sæsonen forinden var det én kamp på Fyn, og én på Sjælland. Sæsonen før det havde AGF nul kampe på Sjælland på en hverdagsaften, og to kampe i Odense.
Til sammenligning havde Brøndby IF i 2017/18 tre hverdagskampe i Jylland, mens FC København spillede begge sine hverdagsudekampe i Jylland. I 2016/17 spillede Brøndby IF én hverdagskampe på udebane. Det var i Lyngby.
FC København havde i 2016/17 to ud af tre udekampe på en hverdagsaften i Jylland. I 2015/16 var Brøndby IF i Jylland to gange på en hverdagsaften, mens FC Københavns tilhængere fire gange var på besøg på et jysk fodboldstadion i 2015/16. På tre sæsoner har FC København altså haft lige så mange udekampe i en anden landsdel som AGF.
FC Nordsjælland er – trods pæne resultater i de seneste seks år – ikke just kendt for at have særlig mange tilskuere til deres kampe. Og med en lille fanbase på hjemmebane er det ikke overraskende, at holdet fra Farum har svært ved at fylde udebaneafsnittene i Jylland.
Kombinationen af mange hverdagskampe på udebane i Jylland og en fanbase, som består af især unge mennsker, gør det næppe lettere at fuldføre den mission.
En tur fra Farum til Aalborg udgør omkring 430 kilometer og mindst seks timer i bus hver vej. Med kampstart klokken 18 vil bussen senest skulle forlade Farum klokken 11, hvis den skal nå at være i Aalborg, så fansene også kan nå at være på plads på stadion inden kick-off. Det vil kræve minimum én fridag for de fleste mennesker, der arbejder fra 8 til 16 i hverdagene eller går i skole.
Denne kritik er langt fra ny. Paraplyorganisationen Danske Fodbold Fanklubber har tidligere opfordret til, at der ved planlægningen af hverdagskampe tages geografiske hensyn. Skrækeksemplet på det modsatte finder man i 23. spillerunde af Superligaen i 2017/18 – en midtuge-runde, hvor kun ét opgør var mellem klubber, der ligger relativt tæt på hinanden.
23. spillerunde i 2017/18 er den dårligst besøgte runde i mere end 20 år. Kun topkampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF flere end 2.000 tilskuere i den runde. De øvrige seks kampe i spillerunden havde et gennemsnit på 1.445 tilskuere per kamp.
En del har formentligt valgt sofaen og tv’et til på grund af den hårde vinter, men det er næppe eneste forklaring på, at tilskuertallet i denne runde lå 53 procent under sæsongennemsnittet, for seertallene matchede gennemsnittet for hele sæsonen. De sene kamptidspunkter og den geografiske afstand mellem holdene kan lige såvel have også kostet tilskuere.
Alle hjemmeholdene i spillerunde 23 af sæsonen 2017/18 et markant lavere tilskuertal end gennemsnittet for hele sæsonen – med undtagelse af FC Midtjylland.
I den kommende sæson er 10 af holdene i Superligaen fra Jylland. Med en så stor overvægt af jyske hold vil det ikke kunne undgås, at en stor del af hverdagskampene bliver spillet vest for Lillebælt.
Sæsonen begynder i samme weekend, som finalen i den vigtigste turnering i international fodbold finder sted, og det betyder, at der i første spillerunde er er fire hverdagskampe. Men hvis fanklubberne rundt omkring i landet drømmer om, at der i fastlæggelsen af kampene i første spillerunde er taget hensyn til de medrejsende fans fra udeholdet, kan de godt tro om igen.
Den gennemsnitlige afstand mellem hjemmehold og udehold for mandag og fredag er på 242 kilometer hver vej per kamp. Her skal Brøndby IF spille i Randers en mandag aften klokken 20 – en rejse på 327 kilometer i bus i hver retning.
AC Horsens skal en tur i Parken om mandagen – den tur udgør hver vej 276 kilometer. Om fredagen er det ikke meget bedre. Her skal skal Sønderjyske 238 kilometer nordpå til Aalborg. I weekenden er afstanden mellem hjemme- og udeholdene i gennemsnit 233 kilometer per kamp.
Ugen efter er det samme billede, der tegner sig. Blandt andet skal fansene af FC København en tur til Hobro en mandag aften – en bustur på 372 kilometer hver vej.
Da FC København senest spillede i Hobro på en hverdagsaften, blev kampen set af 1.013 tilskuere. Til sammenligning ligger gennemsnittet for de to øvrige opgør i Hobro mellem de to hold på næsten 4.000 tilskuere, mens det gennemsnitlige seertal var 94.500 – disse to kampe blev spillet søndag eftermiddag.
I løbet af de første otte spillerunder er afstanden mellem hjemmehold og udehold i gennemsnit lavere om lørdagen end både mandag og fredag. Det vil utvivlsomt møde kritik fra fanklubberne.
Klubbernes egen skyld
Det er nemt at give de mange hverdagskampe skylden for den tilskuerkrise, som Superligaen befinder sig i lige nu. Helt så enkelt er det dog ikke.
Tilskuertallene lader til at blive påvirket af flere faktorer som eksempelvis tidspunktet på sæsonen, vejret, hvilke hold der spiller, om de har hjemme- eller udebane og ikke mindst holdenes placering i ligaen.
En del af nedgangen kan dog sagtens skyldes, at kampene ikke længere udelukkende spilles i weekenden.
Fra 1999 og frem til 2002 blev mandagskampe for første gang en fast del af Superliga-programmet. I den periode faldt tilskuertallet med 7,3 procent, og andelen af kampe med færre end 5.000 tilskuere steg markant. I 2001/02 gik Lyngby Boldklub (dengang Lyngby FC) konkurs, hvilket muligvis har påvirket den større andel af tilskuerfattige kampe i den sæson – de mange flere hverdagskampe tager formentligt en stor del af æren.
I de efterfølgende fem sæsoner blev kampene primært spillet lørdag og søndag, og med kampe kun i weekenden steg tilskuergennemsnittet markant, ligesom andelen af kampe med under 5.000 tilskuere faldt.
Mandagskampene kom tilbage i 2007/08, og frem til 2011/12-sæsonen faldt gennemsnittet med næsten 8.000 tilskuere per spillerunde. Fra efteråret 2012 er fredag blevet en fast del af Superliga-programmet, så en weekendrunde nu spænder fra fredag til mandag.
De 10 hold, der har spillet flest Superliga-sæsoner i de seneste fem år oplever alle, at tilskuertallet er lavere i hverdagene sammenlignet med weekenderne.
Noget kan tyde på, at det øgede antal af hverdagskampe i Superligaen påvirker tilskuertallene i negativ retning. Eksempelvis svækker de sene aftenkampe børnefamiliernes mulighed for at komme på stadion, og børnene udgør altså den næste generation af tilskuere på tribunerne.
Placeringen af kampene bærer langt fra skylden alene.
En del af tilskuer-derouten bør selvfølgelig også tilskrives finanskrisen, der rullede ind over Danmark i efteråret 2008. Folks forbrugsvaner ændrer sig i krisetider, og det har utvivlsomt også ramt fodbolden herhjemme. De aktive, stemningsskabende tilskuere kommer på formentligt stadigvæk på stadion uanset økonomisk situation. Til gengæld kan noget tyde på, at en del marginal-tilskuere har valgt Superliga-stadionoplevelsen fra og dermed sparet udgifterne til billetter, mad og drikke – og ikke mindst merchandise.
Hverdagskampe og finanskrisen er dog langt fra de eneste årsager til tilskuer-tilbagegangen. Klubberne har muligvis været alt for længe om at tilpasse sig virkeligheden efter finanskrisen, hvilket utvivlsomt har kostet tilskuere.
Mens tilskuertallene er dalet, er tv-aftalen blevet meget mere værd for klubberne, og det større fokus på at hive de helt store penge ud af tv-selskaberne har sat nogle tydelige aftryk på Superligaen. Klubberne har selv været med til at godkende en tv-aftale, der dribler en del af selvbestemmelsen i hænderne på tv-selskaberne, når det gælder placeringen af kampene.
På den måde er klubberne selv skyld i, at tv-selskaberne nu spiller en væsentlig rolle i kampplanlægningen.
Hvis den negative tilskuer-udvikling skal vendes, er et oplagt skridt på vejen, at klubberne begynder at undersøge betydningen af den manglende selvbestemmelse i forhold til placeringen af kampene. Og helst inden den næste tv-aftale skal forhandles hjem.
